Asiatisk inspireret omelet med tigerrejer og kinakål

Asiatisk inspireret omelet med tigerrejer og kinakålEn nem, hurtig og sund ret jeg baksede sammen i aftes. Jeg synes, at retten både er velsmagende og meget mættende. Leg lidt med fyldet, hvis det ikke lige er din smag.

Ingredienser, 2-3 personer:
Omelet:
3 æg
3 æggehvider
2,5 spsk fiskesauce
2 skalotteløg, finthakket
3 tsk peanutbutter
1 tsk hoisinsauce
Peber

Topping:
14 tigerrejer
1 rød thaichili, skåret i tynde skiver
2 fed hvidløg, skåret i tynde skiver
1 cm ingefær, skåret i tynde strimler
10 cm squash, skåret julienne
2/3 kinakål, fintskåret

Svits skalotteløg på en pande. Bland resten af ingredienserne til omeletten sammen og tilsæt skalotteløg. Rør det hele godt sammen. Varm en pande op med lidt olie og hæld æggeblandingen på. Lad omeletten stå ved lav varme, vend den, når den er klar.

Når omeletten er færdig varmes panden igen op med lidt olie. Hæld ingefær, hvidløg og chili på panden og svits. Tilsæt herefter rejerne og steg til de lige er blevet pink over det hele. Tilsæt squash og kinakål, men ikke mere end maks. 1 min.
Hældes herefter henover omeletten og server.

Velbekommen.

Oksekød i mussaman curry

Oksekød i mussaman curry

Ingredienser:
1 spsk korianderpulver
1 spsk stødt spidskommen
3 spsk mussaman curry paste
2 dl vand
450 g oksefilet i strimler
1 dåse kokosmælk
50 g usaltede peanuts, evt. finthakkede (jeg puttede dem bare i hele)
2 spsk fiskesauce
1 tsk rørsukker
1 gulerod, skåret julienne
1-2 snackpeber, skåret julienne
En håndfuld grønne bønner
4 kaffir limeblade

Korianderpulver, spidskommen og mussaman curry paste puttes i en wok med 2 dl vand. Rør i vandet til krydderierne er opløst. Lad det simre et par min.
Tilsæt herefter oksekødet og lad det simre i 6-8 min.
Tilsæt kokosmælk, peanuts, fiskesauce og sukker, og lad det simre til kødet er mørt 15-20 min.
Tilsæt grøntsagerne og lad dem simre et par min. Der skal stadig være bid i.
Tilsæt limebladene og simr 1-2 min.
Server med varme jasminris.

Velbekommen 🙂

Mussaman curry paste

2013-06-22 16.50.03

Efter en travl eksamensperiode er der igen kommet gang i køkkenet, og i dag har det stået på mussaman curry. Mussaman curry er ligesom rød karry en thailandsk ret. Jeg har prøvet den en enkelt gang i Thailand, men det er første gang, jeg prøver at lave den selv. Pasten er nem at lave, men det tager lidt tid med alt det, der skal hakkes og ristes. Man kan med fordel lave en lidt større portion, og opbevare pasten i køleskab.

Ingredienser:
8-10 tørrede thaichilier
4 tsk rejepaste
6 skalotteløg, finthakkede
3 fed hvidløg, finthakkede
5 cm galangal, finthakket
4 stilke citrongræs, hak den hvide del fint
4 nelliker
2 spsk korianderpulver
2 spsk stødt spidskommen
Kornene fra 6 kardemommekapsler
2 tsk peber
2 tsk salt

Læg chilierne i en skål og hæld kogende vand henover. Lad chilierne ligge i blød i ca. 45 min.
Rejepasten skal pakkes ind i staniol, lægges på en varm pande og ristes ca. 4 min. Vend gerne undervejs.
Rist skalotteløg, hvidløg, citrongræs, galangal, koriander, nelliker og spidskommen på en tør pande over lav varme. Rør ofte. Ristes til det har taget lidt farve.
Hæld ingredienserne fra panden i en foodprocesser eller morter. Blend. Tilsæt herefter chilierne og et par spsk af det vand, de har ligget i blød i, salt og peber. Blend igen. Tilsæt rejepasten, og blend igen til du har en glat pasta.

 

Rissuppe med marineret laks og ingefær

Rissuppe med marineret laks og ingefær

På skolen, hvor jeg arbejdede i Vietnam, fik børnene rigtig tit rissuppe til frokost. Jeg syntes, at det så så lækkert ud, og jeg blev næsten helt misundelig. Jeg fik dog aldrig selv chancen for at smage det, men jeg har nu fundet en opskrift på en rissuppe. Denne er med laks og ingefær og ikke bare med en lille smule hakkekød, som børnene fik det i Vietnam.
Jeg var lidt bange for, hvordan konsistensen ville være at spise, men det var faktisk rigtig fint – og så smagte den bare super godt!

Ingredienser, ca. 4 personer:
Rissuppe:
125 g jasminris
1,5 l kogende vand
3 hønseboullionterninger
2 cm galangal, skrællet og knust
1 forårsløg, skåret halvt over
2 kaffir limeblade

Fisk:
400 g laksefilet, uden skind
2 cm ingefær, skrællet og skåret julienne
Saft fra 2 lime
2 spsk fiskesauce
2 spsk thaisoya
1 rød thaichili, i tynde skiver

Topping:
4 forårsløg, skåret i tynde skiver
En lille håndfuld frisk koriander
4 spsk ristet skalotteløg, kan købes hos asiatiske købmænd ellers kan man skære et skalotteløg i tynde skiver, stege det i olie og lade det dryppe af på noget køkkenrulle
Evt. et pocheret æg på toppen af hver servering
Evt. lidt frisk dild

Fremgangsmåde:
Hæld kodt vand over risene, rør lidt rundt og skift herefter vandet. Dette gøres 3 gange, så stivelsen siver ud af risene.
Hæld herefter risene i en gryden sammen med resten af ingredienserne til suppen. Suppen skal simre let, ikke koge. Sæt låget halvt på. Lad det simre i ca. 1 time. Herefter skal suppen være tyk, cremet og hvid. Risene og vandet skal være med meget lidt seperation.

Skær laksen i små tern. Læg laksen i en skål med resten af ingredienserne til fisken. Bland det hele sammen. Stil skålen i køleskabet, mens suppen simrer.

Læg laksestykkerne i hver suppeskål og fordel laksemarinaden i skålene. Hæld suppen forsigtigt henover. Personligt ville jeg inden tage limebladene og galangalen op af suppen, men det kan sagtens spises. Put herefter toppingen på og servér!

Marineret agurk, peberfrugt og bønnespirer

Marineret agurkesalat

Denne salat fik vi hver frokost og aften, da jeg arbejde i Vietnam. Jeg var helt vild med den. Jeg synes nemlig, at man nemt kan blive træt af de sædvanlige grøntsager, men denne marinade gør dem spændende igen. Vi fik den ofte bare med gulerod og agurk. Jeg vil tro, at man kan bruge de fleste sprøde grøntsager.
Det er i hvert fald en salat, der kommer til at stå på bordet mange gange i løbet af sommeren her hos mig.

Ingredienser:
0,5 agurk, skrællet og den bløde midte taget ud
1 spsk salt
1-2 spsk sukker
1 rød peberfrugt, skåret i tynde stænger
2 håndfulde bønnespirer

Marinaden:
6 spsk risvineddike
2 spsk vand
1 fed hvidløg, skåret i tynde skiver
1 spsk ingefær, meget finthakket
1 rød thaichili, i meget tynde skiver
1 skalotteløg, pillet og skåret i tynde skiver
Lidt salt
Evt. en håndfuld frisk mynte, hakket

Fremgangsmåde:
Skær agurken i skiver og læg den i en si. Drys salt og sukker henover. Lad det stå i et kvarters tid og lad så meget vand dryppe fra som muligt. Skyl herefter med koldt vand. Læg agurken på et viskestykke og lad den dryppe af.
Bland alle ingredienserne til marinaden, rør i marinaden til al sukkeret er opløst.
Læg agurk, bønnespirer og peberfrugt i en dyb tallerken, hæld marinaden henover, vend grøntsagerne. Lad salaten stå og trække  10-15 minutter inden den serveres.

Older posts