Bananbrød med skovbær

Bananbrød med skovbær

Jeg elsker at bage bananbrød. Jeg bager det hver gang, vi har nogle bananer, der er blevet lidt for modne. Det er forskelligt, hvordan opskriften lyder, da jeg ofte bare bruger, hvad jeg har i skabene. Jeg prøver tit, at gøre brødet lidt sundere fra gang til gang.
Brødet kan med fordel fryses. Jeg skærer det ofte i skiver, lægger det i en frostpose med bagepapir mellem skiverne og fryser det. Så er det dejligt nemt bare at tage det antal skiver op, man skal bruge.
I dag lavede jeg bananbrødet med skovbær – man kan sagtens lave det med andre bær, og man kan også helt undvære bær.

Ingredienser:
Ca. 3 modne bananer
185 g rørsukker
250 g hvedelmel
100 g grovvalsede havregryn
1 håndfuld hørfrø (kan sagtens undværes, gør ikke noget for smagen, kun for mæthedsfornemmelsen 🙂 )
3 æg
40 ml rapsolie
140 ml skummetmælk
1 tsk ren vaniljepulver
5 g natron
8 g bagepulver
1 dl frosne bær

Mos bananerne. Pisk bananer, sukker, vanilje og æg sammen. Tilstæt salt, mælk og olie en ting ad gangen, mens der piskes. Pisk havregrynene og hørefrøene i. Pisk herefter mel, natron og bagepulver i. Rør forsigtigt de frosne bær i tilsidst.
Hæld dejen i en brødform og bag ved 160 grader i 2 timer.
Køl brødet af på en rist inden, der skæres af det.

 

Raw snack bar

Raw snack bar

Ingredienser, ca. 13 stk.:
Ca. 17 friske dadler, uden sten
1,25 dl hasselnødder
1,25 dl mandler
1,5 tsk kanel
2 dl tørrede abrikoser
1,25 dl tørrede tranebær
0,75 dl rosiner (jeg brugte grønne rosiner, men man kan bruge alle slags)

Blend nødder og mandler i en foodprocessor fint – dog ikke helt til mel (se billede nedenfor). Hæld herefter nødder og mandler i en skål. Blend abrikoser, tranebær, rosiner og kanel i foodprocessoren. Det kan være, at man lige skal skylle rosiner og tranebær inden, så de er i stand til at klistre. Tilsæt herefter de friske dadler og blend igen. Det behøver ikke at blive hakket helt fint, så længe der ikke er nogle hele frugter tilbage. Hæld herefter massen over i skålen til nødderne og mandlerne. Det hele skal nu blandes godt sammen, brug evt. hænderne til dette. Massen skal nu formes. Jeg bruger et lille fad beklædt med bagepapir, men man kan sagtens også bare hælde det direkte på bagepapir, jeg synes bare, det er nemmere at forme massen i et fad. Form massen til en firkant med skarpe kanter. Firkanten skal ca. være 1-1,5 cm høj. Beklæd fadet med film og stil det i køleskabet. Efter 1-2 timer kan massen tages ud og skæres til barer. Jeg skærer dem ca. 2,5 cm bredde og 7 cm lange. Et lille tip til at få kniven til at glide gennem massen er, at dyppe den i vand, så den er våd, når man skærer. Dyp den gerne flere gange gennem processen. Pak herefter barerne i film og opbevar dem i køleskabet.

Da jeg bruger friske dadler, kan barerne godt blive meget bløde. Hvis ikke man kan lide dette kan man evt. tilsætte flere tørrede frugter, flere nødder eller bruge tørrede dadler i stedet. Ellers kan man prøve ikke at have dem ude af køleskabet for længe, inden de skal spises, så ikke de bliver helt bløde.

Hakkede hasselnødder og mandler